ledelsesproblemer

Den offentlige sektor                                

 

menneskelig ledelse – godt arbejdsmiljø – attraktivt arbejde

 

Får man ikke udviklet sit personale, men kun tager tid til sine favoritter, er det en naturlig konsekvens, at mange som siger op. Det er nemlig det, den offentlige sektor går igennem: Ledelser, der har deres egne favoritmedarbejdere.

 

Nogle medarbejdere får længere snor og mere støtte end andre. Ledere spørger til sine favoritmedarbejderes velbefindende, hyggesnakker, har øjenkontakt, mens andre medarbejdere mødes med stramt ansigtsudtryk, ingen øjenkontakt, eller med en nedladende, afvisende og mut attitude. Der er ingen hjælpsomhed, støtte eller sympati fra kollegaer eller ledere. Der er medarbejdere, der opfatter sig selv som teamledere og behandler andre medarbejdere som deres underordnede. Der er kliker, vennegrupper på Facebook, intriger og bagtalelser.

 

Ledelsen siger som en telefonsvarer, at der mangler økonomi. Det er sandt – men der er også et ledelsesproblem. Den offentlige sektor skal som arbejdsgiver gøre mere for at fastholde og rekruttere personale. Som der ser ud lige nu, er der personale, som mangler uddannelse eller redskaber til håndtering af forskellige udfordringer og konfliktniveauet på alle parametre er højt.

 

Der er medarbejdere, som begynder at græde – og det er IKKE nødvendigvis efter en dårlig undervisningstime, et ubehageligt besøg hos en borger eller en aggressiv patient – det er på grund af den dårlige atmosfære i personalegruppen, der – selv om det er voksne mennesker – kan minde om en vanskelig skoleklasse.

 

Der findes gode arbejdspladser med dygtige, empatiske ledere, men de kan ikke rumme alle, der er på randen af sammenbrud. I stedet bør disse være et forbillede for andre arbejdspladser. En ordentlig leder er menneskelig, og det halter desværre inden for især det offentlige.