SOSU-området styrtbløder!

Åbent brev til Gitte Frederiksen, Forkvinde for Seniorudvalget, samt Vejle Amts Folkeblad

 

Udsultning af SOSU-området

 

SOSU-området styrtbløder! Det kan der efterhånden – bør der i hvert fald – ikke være tvivl om. Over halvdelen af SOSUerne under 40 år overvejer at skifte branche, der er opsigelser på samlebånd – seneste belyste eksempel er 53 opsigelser på Plejecenter Bakkegården, der også har modtaget seks klager inden for de seneste to år; blandt de 130 ældreklager, som Vejle Kommune ikke ønsker skal frem i lyset.

Retfærdigvis skal der nævnes, at der er enkelte gode distrikter, hvor mange medarbejdere søger hen, men desværre ikke er plads til alle hænder.

Det er intet mindre end en menneskelig katastrofe for borgere med behov for pleje og omsorg. Og decideret pinligt for den offentlige sektor!

Der naturligvis problematisk, at økonomiske besparelser (som politikerne ynder at kalde ”effektivisering”, det lyder pænere) udsulter den sektor, der skal udøve omsorg og pleje til syge og ældre. Men det er ikke forklaringen alene.

Vi har et ledelsesproblem. En leder får lang snor – går den ikke, flyttes vedkommende bare andetsteds; uden større omkostninger. Falder en medarbejder i unåde hos enten leder, en gruppe kolleger, pårørende med stor indflydelse, eller noget helt fjerde, er det ud på gråt papir og så ned og stå i kø på Jobcentret – eller blive mere eller mere tvunget til opsigelse, hvis alternativet er personforfølgelse, som kan medføre til psykiske lidelser og langtidssygemeldinger. Dette er; set med både menneskelige og samfundsøkonomiske briller; ikke holdbart.

Så igen: SOSU-området er i kæmpe krise!