Falder man og brækker et ben, er der hjælp at hente: Alarmcentralen kommer fluks med en ambulance, og skaber forståelse fra omgangskredsen. En fysisk skade er enkel og ligetil.
Men får man en akut psykisk skade som for eksempel angstanfald eller begynder at høre stemmer, kan man forgæves ringe 112 eller til vagtlæge – ingen forståelse. ”Bare ro på, læg dig til at sove.” Der er ikke noget, den syge hellere vil; ligesom der ikke er noget en person med en brækket arm hellere vil end at bruge sin arm igen. Men hvor er hjælpen – og forståelsen – for en akut psykisk skade?
Okay, efter de tidligere nævnte forsøg kan man så prøve at kontakte psykiatrisk skadestue, hvilke skulle have speciale netop i psykiske sygdomme, men der høres så igen ”træk vejret roligt” eller ”det er jo ikke dødeligt”.
Måske ikke, men det kan få dødelig udgang som f.eks. skyderiet i Field’s, drabet på Stjerne Camping, eller – som i sidste måned – knivstikkeriet uden for Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndbyøster. Hvad med tanker om selvmord?
Hvad skal man som psykisk syg gøre for at blive hørt? Skære i sig selv? Bede kæresten eller ægtefællen at tæve sig? Gøre skade på andre?
Psykiske lidelser er – trods mange års fokus – stadig et tabu. Både fra politisk hold og erhvervs- og samfundsmæssigt. Og blandt mange mennesker er der tale om berøringsangst.
Der er dygtige, engagerede og omsorgsfulde medarbejdere inden for branchen, som oplever spark, kvælertag, trusler med videre. Det får næppe flere til at arbejde inden for området.
Der er underbemanding, og dermed en lang ventetid, som er ulidelig, samt alt for få sengepladser, hvor man kan blive nødt til at sende folk hjem igen, selvom det kan ses tydeligt at det nok ikke er den bedste løsning, eller udskrive folk for tidligt.
Man kan som patient have lyst til at rive skabet ud af væggen, hamre hovedet hårdt mod væggen eller kaste sig skrigende ned på gulvet, om ikke andet så for at man kan håbe på, man kan blive hørt.
Det er også værd at nævne, at der er blevet – gudskelov for det – mere fokus på de mange unge mennesker, der bukker under for omgivelsernes pres og dermed får psykiske lidelser. Men altså; psyken kender ikke alder, så hvorfor skal folk, der trods alt er lidt ældre ”overses”? Dem er der ikke plads til i den offentlige debat?
Fra politisk side loves handling og bedring – det er ved at blive en ”svanesang”, da der åbenbart endnu ikke er gjort noget tydeligt og holdbart. Men kære ”ansvarlige” politikere: I er til gengæld gode til at ”skabe kø ved håndvasken”!
Hvor er medmenneskeligheden i systemet?
Skal dét forestille ”Velfærds-Danmark”?
Thomas S. Ammons, kontaktperson Enhedslisten-Vejle