Kommissionen – et bureaukrati

Kommissionen – et bureaukrati i bureaukratiet

Jeg er ikke i tvivl om, at Anders Bondo gjorde alt, hvad der stod i hans magt ved overenskomstforhandlingerne. Så meget desto mere ærgerligt er det, at det – med assistance fra Dennis Christensen – lykkedes de offentlige arbejdsgivere at få splittet et fællesskab, der havde en historisk chance for at få rykket magtbalancen på arbejdsmarkedet, så det offentlige ikke længere er under pres fra det private.

Naturligvis kunne jeg glæde mig på andre faggruppers vegne, men da jeg erfarede, at et af de grund­læggende krav fra fagbevægelsen ikke var imødekommet, blev glæden kort. Det lykkedes som bekendt Michael Ziegler og co. at indføre en såkaldt kommission, der skal undersøge konsekvenserne af skolereformen fra 2013.
Den instans, der har ført skolereformen ud i livet, skal nu – fem år senere – blive klogere på, hvad folkeskolen mangler. Kommissionen er nedsat af arbejdsgiverne, hvilket højst sandsynligt vil stille endnu større krav til lærernes argumenter og forklaringer, inden de bliver brugt konstruktivt.

Er det ikke fantastisk? En ny afdeling inden for et bureaukrati, hvor der skal dokumenteres, researches, skrives rapporter, holdes møder, og så videre – tid og ressourcer, der kunne, og burde være brugt meget mere fornuftigt.

Det er nu, vi har chancen for at få gjort op med loven fra 2013: Nemlig ved at stemme nej til forliget, når urafstemningen skal gennemføres. Skal vi gennem en ny konflikt for at få et så basalt punkt i forliget ændret, må vi desværre tage den med. Men jeg er ret sikker på, at lærerne – i forhold til konflikten i 2013 – har fået større sympati og forståelse.

 

Derfor anbefaler jeg et nej ved urafstemningen.

Thomas S. Ammons
Vejle Lærerkreds