Kom til Cafémøde om kontanthjælpsloftet den 30. januar 2019

Vi mødes med Rasmus Vestergaard Madsen (MF for Ø) for at diskutere fattigdom
Få har for meget og færre har for lidt”, sagde Grundtvig, -og det lyder da også vældig sympatisk. Problemet er blot, at de færre i løbet af det seneste årti er blevet flere. Det er vi Enhedslisten meget lidt stolte over.

Frelsens Hær, Mødrehjælpen og Kirkens Korshær møder i dag flere fattige medborgere; medborgere som lever på et materielt niveau, som de fleste finder uacceptabelt lavt. Man skal da have råd til lidt julegaver, råd til at en gang imellem at kunne forkæle sine børn, råd til en internetforbindelse og råd til at markere højtiderne.

Og tallenes tale er klar og overbevisende: Der bliver flere fattige mennesker og aldrig har så mange børn levet i fattigdom. Det har blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenteret (https://www.ae.dk/artikler/antallet-af-fattige-boern-stiger-i-danmark). Rådet for Socialt Udsatte ser samme tendens.

Det kan vi ikke være bekendt, siger vi i Enhedslisten. I et så rigt samfund som det danske, er det ikke rimeligt, at vi skubber flere og flere ud i decideret fattigdom.

Og det værste af det hele er, at de borgerlige partier med åbne øjne fører en politik, som skaber flere mennesker, der lever materielt med det yderste af neglene: Nedsættelse af kontanthjælpen, forringelse af dagpengereglerne, stramning af bestemmelserne om sygedagpenge og forringelse af integrationsydelsen. ”Så kan de lære det, kan de”, synes at være devisen.

Vi vil i Enhedslisten Vejle sætte fokus på fattigdommen. Derfor har vi inviteret Rasmus Vestergaard Madsen, der er medlem af Folketinget for Enhedslisten og spidskandidat i vores område. Han vil fortælle om fattigdom og vores politik på området.

Det foregår onsdag den 30. januar klokken 19 i Bygningen Vejle, Ved Anlæget 14b. Alle er velkomne.

Yderligere oplysninger om Rasmus Vestergaard Madsen samt pressebillede: https://www.ft.dk/da/medlemmer/folketingetsmedlemmer/rasmus-vestergaard-madsen-(el)

Du kan også finde en facebook begivenhed her:
Cafémøde om kontanthjælpsloftet (Facebook.com)

Med venlig hilsen
Enhedslisten i Vejle ved
Flemming Leer Jakobsen 20188264
Eller Rasmus Vestergaard Madsen, 3337 5015, mobil: 6162 5573