Klima Miljø Natur

klimaforandringerne er menneskeskabte

Så kan det vist ikke diskuteres mere –
klimaforandringerne er menneskeskabte

Det fastslår verdens fremmeste klimaforskere i deres nyligt udgivne rapport.

Lone Johansen Lone Johansen
Byrådskandidat for Enhedslisten

I kølvandet på den globale opvarmning følger klimakatastrofer, såsom tørke, voldsomme oversvømmelser, naturbrande og deraf nye flygtningestrømme. Det sker ikke længere kun i fjerne lande – det sker også hos os.

Dette kræver handling nu. Det kan ikke nytte, at vi venter på (forventet) ny teknologi eller at vi ryster på hovedet og siger, at når andre ikke gør noget, så hjælper det ikke, at vi gør noget. Jo det nytter!

Og med de svimlende beløb oprydningen efter oversvømmelserne i Tyskland koster, er der ikke en gang et økonomisk argument om, at der ikke er råd.

Vejle kommune har vedtaget en klimaplan. Klimaplanen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men de skal ikke kun stå på papiret. Der skal udarbejdes handleplaner og tiltagene skal forceres.

Følgende tiltag kan igangsættes her og nu:

  • Indfør grøn energi i samtlige kommunale bygninger samtidig med at der iværksættes energirenovering.
  • Kommunens bilpark skal udskiftes fra anvendelse af fossilt brændstof til grøn energi.
  • Der skal investeres kraftig i kollektiv transport og andre transportformer der gavner miljøet. Det betyder også, at alle planer om flere og bredere veje med plads til endnu flere biler, skal skrottes.
  • Byrådsflertallet skal opgive modstanden mod fredningen af Vejle Ådal og i stedet aktivt arbejde for mere naturbeskyttelse og mindre forurening.
  • Alle beslutninger der træffes i Byrådet skal vurderes i forhold til betydningen for klimaet. På samme måde som der er en økonomisk vurdering på alle sager (ikke penge nok – ingen beslutning) skal det være sådan, at hvis beslutningen ikke har en forbedret eller neutral effekt på klimaet – ja så kan den ikke træffes!

Tænk hvis Vejle kom på Danmarkskortet og verdenskortet som kommunen der går forrest i klimakampen og knækker kurven.

Det vil have en betydelig større langtidseffekt for berømmelse end at et cykelcirkus farer gennem byen en enkelt dag.

Lone Johansen
Byrådskandidat for Enhedslisten